Møbleret eller ikke møbleret lejebolig?

Vi får ofte spørgsmålet: ”Skal jeg udleje med eller uden møbler? Hvilke fordele og ulemper er der?”. Svaret på dette varierer alt efter, hvilke vilkår du vil udleje under. Vi vil i dette indlæg komme med nogle gode råd og informationer vedrørende udlejning af møbleret eller ikke møbleret bolig.

Skrevet af Maiken Andersen

Vi ser flere og flere lejere som søger et møbleret lejemål, hvilket tyder på en ny tendens især for de længere lejeperioder men også for kortere lejeperioder.

Lejeperiodens længde

Vores første spørgsmål, når du spørger om du skal udleje med eller uden møbler er, hvor længe du ønsker at udleje. Hvis du skal udleje mindre end et år, kan det blive besværligt for lejer at møblere et helt lejemål, for så kort en periode. Det er både omkostnings- og tidskrævende. Mange vil derfor vælge en møbleret bolig, hvis de skal bo der i en kortere periode. Lejere der går efter en møbleret bolig er ofte expats, som skal være i Danmark på en kortere, tidsbestemt kontrakt.

Hvis du ønsker at udleje i 1, 2, 3 eller flere år, er det en god idé at lade boligen være umøbleret. Grunden hertil er, at de fleste lejere der skal bo i en bolig for en længere periode, ønsker et personligt præg på boligen og bo i egne møbler. Lejere der går efter en umøbleret lejlighed, er både expats som er i Danmark for en længere periode, og danskere der ganske enkelt skal flytte til noget nyt.

Der er aldrig en regel uden en undtagelse, hvilket også gælder her. Vi ser også lejere der ønsker møblerede boliger i en længere periode eller umøblerede boliger for en kortere periode. Home Connector rådgiver dig, når du skal beslutte dig for, om du skal udleje med eller uden møbler!

Hvor meget ekstra får jeg i husleje hvis jeg møblerer boligen?

Dette er også et spørgsmål vi ofte får. Det var førhen vel kendt at, hvis man udlejede sin bolig møbleret, kunne man lægge en fin sum oveni huslejen. Det er desværre ikke tilfældet længere, og de møblerede boliger går for stort set det samme som en umøbleret. Hvis en møbleret bolig er meget dyrere end en umøbleret, vil lejer ganske simpelt hellere selv ofre de penge på en møblering og få sine egne møbler.

Vigtigt at huske hvis du udlejer møbleret

Når du udlejer din bolig møbleret er det vigtigt at huske, at det ikke er venner eller familie der skal bo i din bolig i en kort periode. Derfor er det vigtigt at du husker at fjerne dine personlige ejendele. Det betyder altså, at du skal fjerne ting som familiefotos, personlige papirer, toiletsager mm.

Det er normalt for en møbleret bolig, at der vil være sengelinned, håndklæder, viskestykker og lignende. Alle personlige ejendele skal være fjernet. Du kan altså ikke bruge din bolig som opbevaring for dit personlige inventar. Vi plejer at sige, at lejemålet skal være ”neutralt” ved overtagelse, altså uden personligt præg og ejendele.

Husk inventarliste

Når du udlejer en møbleret lejlighed, er det vigtigt at du laver en inventarliste. Det er dig som udlejer der har bevisansvar, hvis der mangler ting ved lejers fraflytning. Uden en inventarliste kan dette være svært. Lav derfor en inventarliste, som udsendes sammen med lejekontrakten, og som ligeledes accepteres ved underskrift af lejekontrakten. Ved fraflytning skal du tjekke, at al inventar fra inventarlisten stadig er der. Hvis noget mangler eller er gået i stykker, kan det trækkes fra depositum.

Her er det også vigtigt at bemærke, hvis du f.eks. har en PH-lampe hængende som er gået i stykker eller mangler ved fraflytning, skal det erstattes af noget af samme standard, hvilket trækkes fra depositum.

Det kan også være en god idé at tage billeder af dit inventar i skuffer og skabe.

Fordele og ulemper ved at udleje møbleret

Det kan være en fordel at udleje møbleret, da besværet ved at flytte dine møbler, undgås. Hvis du f.eks. skal til udlandet og arbejde, eller du skal flytte sammen med kæresten, er det ikke sikkert du får brug for alle dine møbler. Hvis du ikke skal have alle dine møbler med, skal du bruge både tid og penge på at få dem flyttet og opmagasineret. Derfor kan det være en fordel at lade møblerne stå og udleje din bolig møbleret.

Dog bør du tage højde for risikoen af slitage af inventaret i din bolig.
Der vil der helt automatisk komme noget slid på dine møbler, når du udlejer møbleret. Lejelovens §98 tager forbehold for slid og ælde, og du kan derfor ikke kræve erstatning, hvis du oplever slid på dine møbler.

Læs også:

Beskatning af din lejebolig
De 3 største risici ved at udleje din bolig

Vi hjælper hvor vi kan!

Du er altid velkommen til at kontakte Home Connector, hvis du har brug for vejledning i en specifik sag. Skriv os en mail eller giv os et kald!

Email: info@homeconnector.dk
Telefon: +45 46 48 12 34

Udgivet 25 maj, 2022
Tags: ,

Kategorier: