Udgivet 21 juni, 2022

Boligstøtte

Skrevet af Maiken Andersen

Få et overblik over, hvordan du søger boligstøtte, og hvad ydelsen dækker over.

De fleste af os har prøvet det. Søgt længe efter den helt rigtige bolig, og når vi så endelig finder den, ligger den prismæssigt udenfor vores rækkevidde. Vi skal derfor prøve at finde ud af, hvor der kan spares, så vi kan flytte ind i den perfekte bolig.

Det er selvfølgelig altid en god idé at spare hvor der spares kan, men du har også muligheden for at søge boligstøtte via Udbetaling Danmark, så du får et tilskud til din husleje. Lyder det ikke godt?

Skattefrit

Boligstøtte er et skattefrit bidrag fra det offentlige, som du kan modtage som lejer. Boligstøtten varierer, men vil ikke dække den fulde husleje, blot fungere som et tilskud. Dermed skal du stadigvæk selv betale et mindstebeløb af din husleje.

Boligstøtten beregnes ud fra forskellige kriterier, bl.a.:

  • Den samlede indkomst og formue for dem der skal bo/ bor i boligen
  • Hvor mange kvadratmeter boligen er
  • Lejens størrelse ex forbrug
  • Hvor mange der bor i lejemålet
  • Om du er folkepensionist eller førtidspensionist

Søg om boligstøtte på borger.dk

Du skal søge boligstøtten digitalt via borger.dk, og kun én i husstanden kan søge. Det vil altså sige der kun gives ét samlet tilskud fra Udbetaling Danmark pr. bolig.

Så længe du bor i/ eller skal flytte ind i en helårsbolig med eget køkken, kan du søge boligstøtte.

Hvis du flytter ind i en privat lejebolig, er det en god idé hvis du på forhånd har en underskrevet (af udlejer) lejekontrakt scannet ind, da denne skal vedhæftes din ansøgning. Ansøgningen kan ikke gå igennem hvis kontrakten ikke er vedhæftet.

Hvis du søger om boligstøtte senest 30 dage fra din indflytningsdato, vil støtten blive udbetalt med tilbagevirkende kraft, såfremt du godkendes. Behandlingstiden kan variere, og du kan følge den via din e-boks. Dette tager max 13 uger.

Udbetaling

Din boligstøtte er forudbetalt og udbetales den første hverdag i måneden.

Boligstøtten er indkomstreguleret, derfor kan Udbetaling Danmark se på hvor meget du har ret til hver måned ud fra dine indkomstoplysninger fra SKAT. Det vil sige, hvis du tjener mere vil din boligstøtte falde, mens den vil stige hvis du tjener mindre.

Dog reguleres den kun hvis indkomsten stiger eller falder med mere end 800kr.

Hvis du flytter så husk!

Herudover er det vigtigt at nævne at din boligstøtte ikke flytter med dig. Derfor skal du ved flytning, afmelde din boligstøtte og søge på ny til din nye bolig.

Såfremt du ikke gør dette, vil du skulle tilbagebetale for meget betalt boligstøtte til Udbetaling Danmark.

Inden du søger, har du mulighed for at lave en foreløbig beregning af din boligstøtte for at se hvad du vil kunne få udbetalt. Det vil sige, at du principielt også har mulighed for at lave en gennemsnitsberegning, inden du takker ja til den pågældende bolig, såfremt du skal se om du får råd til at sidde i den.

Vi hjælper hvor vi kan!

Du er altid velkommen til at kontakte Home Connector, hvis du har brug for vejledning i en specifik sag. Skriv os en mail eller giv os et kald!

Mail: info@homeconnector.dk

Telefon: +45 46 48 12 34